Annonce





Byg af garage
Oprettet af: Morten Dall - medlemsnr. 842 Oprettet: 15-11-2003

Beskrivelse:
-I sommers bestemte jeg mig for at lave en garage til min bil, så jeg havde et sted at gå og renovere den, i løbet af vinteren.
Jeg fandt ud af at man kunne ”låne” en medarbejder fra Silvan i en uge, hvis man derimod købte materialer hos dem, og tog billeder af forløbet. Desuden fik jeg så 35% rabat på alt, hos dem. Jeg lånte Kenneth, og så gik vi i krig!

Jeg mangler desværre billeder fra starten af projektet, men her er en beskrivelse af, hvad jeg havde lavet forinden det første billede:

Jeg startede med at rydde et passende område for træer o.lign. foran min fars hus. Så gravede jeg et ca. 40 cm. dybt hul, der hvor garagen skulle stå. Da det var gjort, skulle jeg i gang med at placerer de 6 side-stolper. Jeg lavede, med et jordbor, 70 cm. dybe huller i jorden, og lagde ½ mursten i bunden af hvert hul. På den måde stod stolperne på god, fast grund. Så sørgede jeg for at de alle stod i vater, og fyldte cement op om dem, i den overskydende plads i hullerne. Det fik lov at tørre i ca. et døgn, og så stod de alle klippe-fast, og helt lige. De 2 inderste stolper valgte jeg i stedet at skrue fast til huset, da det var lige så godt, og en del lettere.
Så lagde jeg ukrudtsdug i bunden af hele udgravningen, for ikke at få besøg af skvadderkål og lignende.
En lastbil kom og læssede en kæmpe bunke groft grus af, og vi gik i gang med at brede det ud i hullet.



Vi brugte spader, river, trillebør osv., og det gik ganske smertefrit



Da det var gjort, gav vi lige stolperne en klat træbeskyttelse. Garagen skal jo helst holde i mange år endnu.



Vi lejede en pladevibrator hos Silvan, som vi brugte til at stampe gruset godt sammen med. Ja ja, jeg ved godt at i hellere ville have set en storbarmet blondine gøre det, men Kenneth var sgu’ også en frækkert i sine bermuda`er ;o)
Vi burde også have lagt et lag afrettersand, men da vi var lidt i tidsbekneb, sprang vi det over.



Efter at have jævnet gruset som godt vi kunne, skulle der ligges sten. Vi startede inde ved huset, og arbejdede os ud mod vejen. Hver gang en sten var lagt, fik den en på låget med en stor mukkert og en træklods, så den kendte sin plads.



For ikke at tvære for meget rundt i gruset, sad vi på en plade og arbejdede.
Ved den yderste række sten, satte vi en lang træ-lægte fast, så de ikke kunne rykke sig.



Da de alle var lagt, smed vi sand ud over hele arealet, og fejede det ned i de små riller mellem stenene. Det gjorde at ingen af dem kunne rykke sig det mindste.



Så begyndte selve byggeriet. Vi forbandt stolperne med lægter, hvorpå brædderne skulle sidde. Lægterne blev sat fast med et vinkelbeslag i hver ende.



Oppe satte vi 3 kraftige rigler, som skulle bære taget, sammen med de 12 tyndere lægter, som ses på billedet. Vi vendte riglerne på højkant, for på den måde kan de tåle et meget højere tryk.



Herefter begyndte vi at sætte bræddebeklædningen på. Det kan klart anbefales at bruge torx-skruer, for de er SÅ nemme at sætte i, og arbejde med!



Ved fronten af garagen, valgte vi at sætte et par ekstra stolper op. Øverst satte vi dem fast på den tværgående rigel, og nederst blev de boltet fast i stenene. På med nogen brædder, og så var fronten klaret :o)



I takt med at Kenneth og jeg satte brædder op, løb lillemor efter med en spand træbeskyttelse, og malede løs. Set i bakspejlet, ville jeg klart have valgt en lysere farve, men gjort er gjort!



Da det jo skulle være en lukket garage, satte vi en gammel lokumsdør i siden af byggeriet. Den var let at sætte i, da vi havde den originale ramme og det hele. For foden af døren lagde vi lige lidt sten, som pyntede gevaldigt.
På dette billede kan man se at vi bare har sat brædderne tæt op af hinanden. Det viste sig at de var så skæve, at det blæste kraftigt ind i mellemrummene. Vi valgte derfor senere at sætte lister på samtlige mellemrum. Det var lidt af et ekstra-arbejde, men det hele værd!



Til sidst skulle taget ligges. Vi valgte at bruge trapez-plader, da de er lette at monterer, og lukker meget lys ind i rummet. Vi startede, som med stenene, inde ved huset, og arbejdede os ud af. Vi brugte stiger, for at kunne nå ordentligt. I hver ende af tag-pladerne lagde vi gummi-lister ind for at tætne.



Taget hælder ca. 10 cm. så regnvandet kan løbe af. For ikke at plaske hele havegangen til, satte vi tagrende op, og koblede det til husets nedløbsrør.



Her har jeg sat de 2 store front-plader på, og et langt bræt øverst for at lukke tæt. Desuden kan man på billedet tydeligt se de lister, vi satte på ydersiden af garagen, for at tætne mellemrummene.
Garagen er 5,10 meter lang, og 4 meter bred. Inde ved huset er der ca. 2 meter til loftet, mens der ude ved vejen er omkring 2,20 meter. Dette skyldes at jorden hælder en lille smule nedad mod vejen.



Inde i garagen varmer jeg de ca. 45 kubikmeter op, med denne gasovn. Den holder inde-temperaturen på ca. 20 grader, når der er omkring 5 grader udenfor, så det er rart at gå og pusle i derude ;o)



Jeg har sat et arbejdsbord op med skruestik, og værktøjet er klar til brug på væggen. Desuden har jeg lagt måtter på gulvet, da det er mere behageligt at gå og arbejde på.
Hele herligheden er belyst af lysstofrør. 2 stk. inde ved huset, og 2 stk. i den anden ende. Desuden er der sat et lille rør op over arbejdsbordet, og så har jeg en kraftig arbejdslampe jeg kan flytte rundt på.



Der er masser af plads til reservedele. I den høje ende af garagen, har jeg desuden under loftet, lavet hylder til aflægning af hvad som helst.




Alt i alt er jeg blevet MEGET glad for garagen, og selvom det ikke er den smukkeste i verden, så fungerer den upåklageligt. Garagen har, inkl. absolut alt, kostet ca. 8500 kr., og da vi var to til regningen, var det jo ikke så galt.

En stor tak til min far, som er halvdelen af hjernen bag projektet, og som har hjulpet godt til med at bygge (og lave mad). Tak til Kenneth (en gammel ven) fra Silvan. Og tak til min søde kæreste Line, for vigtige penselstrøg :o)
Har du spørgsmål, ris eller ros, så send mig en besked eller en mail.
Med venlig hilsen Morten Dall alias Moller