Annonce





Kabine- og motorvarmer i Avensis T25
Oprettet af: Martin Knudsen - medlemsnr. 315 Oprettet: 17-08-2008

Beskrivelse:
Montering af Defa motor/kabinevarmer i Avensis T25 1,8 VVT-i.

Guiden kan også bruges til Avensis T22 med 1ZZ-FE motoren.



Start med at afmontere plastic dækslet over motoren.



Den røde ring viser hvorfra næste billede er taget. Det er dybt dernede varmelegmet skal monteres i motorblokken.



Motordækslet er afmonteret og billedet er taget lodret ned i virvarret af slanger, stik og ledninger. Hullet til varmelegmet sidder direkte nedenunder den tykke gummislange midt i billedet.



Her ses hullet i motorblokken. På T25 kan varmelegmet skubbes ind i hullet uden videre. På T22 skal der løsnes nogle slanger/rør før man kan komme til.
Selvom motorene er de samme, så er layoutet i motorrummet anderledes.




Her ses varmelegmet.



Varmelegmet skal påføres pasta til at lede varmen over i blokken. Pastaen medfølger når man køber et nyt motorvarmer-sæt. Her er brugt en anden pasta, da sættet har været monteret før.



Her er varmelegmet skubbet ind i blokken. Kontroller at det sidder som det skal, ved at trække lidt retur. Der sidder en låsepal på varmelegmet der sikrer at det ikke rasler ud igen.



Nu skal der trækkes kabler. Der er 1 til varmelegmet, 1 til kabinevarmeren og 1 der skal samle de 2 og monteres i front af bil.



Kablet til varmelegmet er her stripset pænt op og ligger ovenpå motoren. Jeg samler det hele under motordækslet, så ses installationen nærmest ikke. Sådan vil jeg helst lave det!



Kablet til kabinevarmeren tapes på et tykt stykke ståltråd eller lignende. Jeg bruger en metalhank fra en spand, der er rettet ud.



Kablet til kabinevarmeren kan nu nemt prikkes igennem gummiproppen oppe i torpedopladen.

Af en eller anden grund er propperne i T25 anderledes end mange andre.
Det mest rigtige ville være at trække kablet gennem proppen af samme hul som det eksisterende ledningsnet.

Men denne prop havde allerede ekstra huller, så det benyttede jeg mig af.

Man kan efterfølgende vælge at tætne proppen med lidt silikone.



Inde i kabinen har jeg her afmonteret handskerummet og fået trukket kablet helt igennem..



Kabinekablet trukket op til det første, stripset og klart.



Nu skal tilgangs kablet til varmeren monteres. Jeg vælger at montere den i pladen ved siden af tågelygten.

Det er valgfrit hvor man vil sætte den, blot skal man være sikker på at kablet er langt nok INDEN man borer!



Der sidder den fint. Det skal være let tilgængeligt, men heller ikke for iøjnefaldende.
Samtidig er det nemt og nogenlunde billigt at føre tilbage til originalt. Det kræver kun en ny plastafdækning.



Det sidste kabel trukket op til de andre.



Kablerne er her samlet med et "Y-stykke" der medfølger sættet.

HUSK at montere den tynde sorte ledning! Det er jordforbindelsen fra elnettet.

På billedet ses den monteret til venstre, sammen med beslaget til at holde ledningsnettet.



Kabinevarmeren, som er en 1700W varmeblæser, har jeg valgt at montere under handskerummet.

Man kan også sætte den på højkant, på midterkonsollen. Men så kan man tydeligt se hullerne, hvis man en dag afmonterer den igen.

Det vigtigste er at den kan få luft nok, samt komme af med luften uden at smelte noget. Den giver nemlig en del varme.



Selvom man skulle syntes det er et trælst sted at have en blæser siddende, så er der stadig godt plads til fødderne.

Her ses 2 x str. 44, bare til en sammenligning.



Bilen samles igen.




Jeg har, pga årstiden, endnu ikke nogle erfaringer med motor/kabinevarmeren i T25. Men i T22 kan varmelegmet varme motorolien op til cirka 30 grader når der er cirka 10 frostgrader. Kabinevarmeren kan varme kabinen op til cirka 25 grader, ligeledes ved cirka 10 frostgrader.

Alt ialt er bilen meget rarere at sætte sig ud i, med en motor/kabinevarmer.